undervisning2012

ReFokus.dk Silkeborg

ReFokusklyngesøndag i Silkeborg Oasekirke søndag den 11. nov 2012

(Vis bogen Lazaruslivet og forklar lidt)

1. FEM ALMINDELIGE LIGKLÆDER

Selvforkastelse

I forbindelse med en åndelig vejledning bekendte Julie for Gwen og mig: "Jeg hader mig selv."

Da vi bad hende om at uddybe, kom hun med en opremsning, som virkede meget velforberedt. Hun begyndte med at forklare, hvad hun ikke kunne lide ved sin krop: Hun var ifølge sig selv "for lav, for tyk og for almindelig" til at vække nogen mands interesse. Hun fortsatte med at beskrive, hvordan hun følte sig uduelig på sit arbejde og usikker i sine venskaber.

Selvforkastelse er ofte en af det åndelige livs største fjender.

Dette særlige ligklæde kan få en mand til at føle sig helt igennem utilstrækkelig og gøre en kvinde usikker på hendes sande identitet.

Dette ligklæde berøver os glæden ved at leve som Guds elskede!

Hindrer os i at sige ja til den Jesus, som siger: "Jeg elsker dig med en evig og uforanderlig kærlighed ... du er min" (Jer 31,3; Es 43,1).

Frygt/angst

Når vi føler os sikre nok til at afsløre, hvad der gemmer sig i vores hjerter, åbner der sig en hel buffet af forskellige former for frygt.

. Helbred - Hvad hvis jeg bliver syg? Hvad hvis jeg bliver handicappet? Hvem skal så tage sig af mig? Kan jeg blive rask igen?

Mange af os frygter at miste vores uafhængighed og livskvalitet på grund af sygdom.

. Forhold - Er der nogen, der rigtig elsker mig? Bliver jeg nogensinde gift? Hvad hvis hun forlader mig? Hvad hvis han er mig utro?

Frygten for at blive alene synes meget udbredt i dag.

. Penge - Har jeg nok til at klare mig? Hvad hvis jeg løber tør for penge? Hvordan kan jeg holde trit med alle de andre? Vi frygter at komme i økonomisk uføre.

. Åndelighed - Er Gud der virkelig? Har han omsorg for mig?

Eller står jeg alene? Vil han høre mine bønner?

Frygten for at skulle klare sig uden Gud får hele fundamentet for vores liv til at ryste.

. Sår - Må jeg halte gennem resten af mit liv med dette sår på sjælen? Er der nogen reel udsigt til forvandling?

Frygten for altid at skulle leve med den samme smerte eller skam eller 'mani' kan være invaliderende.

. Arbejde - Kan jeg klare denne stilling? Er jeg dygtig nok til overhovedet at få et arbejde? Hvor meget må jeg finde mig i for at beholde et godt arbejde?

Vi frygter aldrig at finde en stilling, vi kan trives i, eller at sidde fast i et arbejde, vi hader.

Frygten kan på mange skjulte eller åbenlyse måder berøve os vores livslyst og livsglæde. Selvom du ikke ligefrem lider af en eller anden fobi, kan en dybtliggende frygt hæmme og begrænse dig, uden at du egentlig ved af det det.

I mørket i sit gravlignende fængsel skrev apostlen: "Gud har ikke givet os en frygtsom ånd, der gør os modløse, men en ånd, der giver os kraft, kærlighed og sund fornuft" (2 Tim 1,7).

Skyld

Synd og skyld går hånd i hånd.

Skyld er vel det ligklæde, som er tungest at bære gennem kirker, mindre kristne fællesskaber, ægteskaber, venskaber og på arbejdet. Det har Fredrick Buechner denne forklaring på:

Faren ved skyld, både personlig og kollektiv skyld, er ikke så meget, at vi ikke tager den til os, men at vi tager den alt for meget til os og lader den gære i vores hjerter på måder, som vi ofte ikke selv erkender ... Det er næsten lige så svært at løse sig selv fra ens egen skyld, som det er at sidde på sit eget skød.3

Skyldfølelsen efter en eller anden overtrædelse kan Gud bruge til at kalde os tilbage til fællesskabet med ham.

Da kong David havde bedrevet hor med Batseba, klagede han: "Min skyld vokser mig over hovedet, min syndebyrde er ikke til at bære" (SI 38,5)

C. S. Lewis sagde, at ”Gud bruger den ægte skyldfølelse som et 'indre alarmsystem', der viser os, når vi er på gale veje”

David: "Før jeg var villig til at indrømme min skyld, havde jeg det elendigt. Jeg sukkede dagen lang ... Så bekendte jeg omsider min synd for dig, søgte ikke længere at skjule mine forseelser. Jeg sagde: 'Jeg vil bekende mit oprør for Herren.' Så tilgav du mig, og min skyld forsvandt" (SI 32,3.5)

Skam og selvbebrejdelse

Ofte hænger det sammen med en tildragelse i et menneskes fortid, der ligger som et sår, der aldrig er blevet behandlet.

Skam og selvbebrejdelse forsøger så at dække såret (til) og forhindrer derved hjertet i at slå frit og livskraftigt.

Skam og selvbebrejdelse kan forårsage en kronisk infektion, der uafladelig skyller rundt i hovedet og hjertet på den, der er blevet iført disse ildelugtende ligklæder.

Som humoristen Mark Twain så skarpt bemærkede: "Mennesket er det eneste dyr, der rødmer eller har brug for at gøre det.":

Skuffelse

Jeg spekulerer indimellem på, om Lazarus i sit nye liv måtte kæmpe mod en vis følelse af skuffelse over, at hans ven Jesus ikke var kommet ham til hjælp med det samme.

Modvilje, vrede, bitterhed og skuffelse kan hæmme og holde os tilbage på vores vej frem.

Vi kan selv være med til at lette vores byrde på vejen mod Jesus ved at opgive at bære nag til dem, der har såret eller skuffet os - inklusive Gud.

2. Hjælp ham af med de ligklæder, sagde Jesus.

Joh 11,44

. Vi har brug for andres hjælp til vores forvandling.

. Vi kan ikke forvente det fra fællesskabet, som kun Jesus kan give.

. Jesus gjorde imidlertid heller ikke det, som fællesskabet er skabt til at gøre.

. Et forvandlende fællesskab er opstandelsens fællesskab.

Søgen efter familie/fællesskab

Brødre og søstre tanken i Bibelen.

Fest og fællesskab.

Den fortabte søn ønskede sig hjem.

David og Jonathan

Ruth og Noomi.

OPBYGGELSE AF ET FORVANDLENDE FÆLLESSKAB

Den italienske kunstner Mattia Preti malede omkring 1650 et 'nærbillede' af Lazarus' opstandelse. Ved Lazarus' udstrakte, bare ben ser man en mand i færd med at vikle en stofstrimmel af den opstandne. Manden holder strimlen i sin højre hånd. Han ser på Jesus, men er også opmærksom på det stykke ligklæde, han er ved at fjerne. Blidt, omsorgsfuldt og kærligt er han ved at hjælpe Lazarus fri. En sand ven!

Vi må ikke undervurdere betydningen af denne form for kærlig omsorg i vores fællesskaber.

Selvom andre mennesker kan såre os på mangfoldige måder, så har vi brug for hinanden, hvis vi skal udvikle os rent åndeligt.

I historien om Lazarus overtog Jesus ikke fællesskabets opgave.

Han bad andre om at tage ligklæderne af Lazarus. Nu beder han os om at gøre præcis det samme i vores menigheder og familier og små fællesskaber.

Det er en af det kristne fællesskabs vigtigste opgaver: At fungere som en gruppe af venner, der er parat til at træde til og hjælpe hinanden på forvandlingens vej.

Det nære fællesskab er helt nødvendigt, for ingen kan tage ligklæderne af sig selv.

Fællesskabet kan bestå i en huddle, bibelkreds eller cellegruppe.

Det kan også bestå i et venskab mellem to eller en kreds af nære venner.

Uanset hvilken form det tager, er det her, i det sunde, nære fællesskab, opstandelse og forvandling kan finde sted.

Et sundt fællesskab er et sikkert fællesskab

I 2 Kong 6,24-33 læser vi om en konge, som havde to lag tøj på.

Yderst har han sine prangende, kongelige klæder, men inden under dem var han klædt i sækkelærred som et symbol på oprør og smerte i hans indre.

Under al sin magt og prestige var denne konge sønderknust og skamfuld. Men ingen vidste det. Han skjulte sine sande følelser. Han skabte sig en falsk identitet - en afbildning af den person, han ønskede at være og vise andre. Sandheden var en anden.

Hvis alle lugter godt og ser rene ud, befinder du dig næppe i et miljø, hvor forvandling finder sted.

Et fællesskab, der søger at hjælpe sine medlemmer til en oplevelse af ægte forvandling, må være kendetegnet ved, at folk er velkomne i både sækkelærred og ligklæder.

Det nytter ikke at fortrænge eller benægte livets beskidte realiteter og bilde os selv i ind, at vi kan skjule vores stank. Lazarus viser os en bedre vej - en mere livgivende vej.

I et sundt fællesskab deler man sine historier

Mennesker, der lugter, længes efter nogen, der vil lytte.

Det er jeg helt overbevist om efter i mange år at have arbejdet med både min egen og andres stank.

Det at kunne fortælle sin historie til et andet menneske, der virkelig lytter, er helbredende i sig selv. Når nogen lytter til os j kærlighed, føler vi os accepteret i stedet for at føle os bedømt og sat i bås.

Et lyttende øre bliver et helligt sted, hvor vi kan bearbejde vores dybeste længsler, frygt og drømme.

Kloge, omsorgsfulde spørgsmål bliver redskaber i Guds hånd, som han kan bruge til at åbenbare os sandheden om os selv.

Ofte er det vigtigere at stille de rigtige spørgsmål end at lære de rigtige svar.

Jesus selv underviste ofte mennesker ved at stille dem kloge spørgsmål.

Hvis man vil se ind i et andet menneskes sjæl, må man også være parat til at takle det, der gemmer sig bag den andens smilende ansigt hvad det så end er.

Det kræver, at man har mod til at løfte en sten og se, hvad der skjuler sig.

Det engelske ord for mod betyder faktisk 'hjerte' på fransk. Mod er blandt andet at have hjerte til at se ind i et andet menneskes hjerte og modstå fristelsen til straks at prøve at 'fikse' det, der er galt, eller give gode råd. I stedet skal vi med gode, dybdeborende spørgsmål hjælpe hinanden til en dybere forståelse af os selv og af Gud.

Et sundt fællesskab er fuldt af nåde

Af og til er der en lyst til at fortælle hos nogen til at ville fortælle hinanden lige præcis, hvad man tænker,  herunder hvad man ikke kunne snuppe ved de andre i gruppen.

En, der havde oplevet det sådan fik denne kommentar med sig på vejen:

"Det lyder, som om du har mødt for meget sandhed og for lidt nåde."

Forbilledet for denne balance er Jesus selv.

Johannes fortæller os, at Jesus var "fuld af nåde og sandhed" (Joh 1,14).

Med for meget sandhed risikerer vi at fastholde mennesker i deres ligklæder.

For meget sandhed kan endda skabe endnu dybere sår.

Jesus repræsenterer den livgivende balance mellem nåde og sandhed.

Mange af os bærer på sår eller ar fra kristne kredse, menigheder og organisationer, der var domineret af fordømmelse og bebrejdelse og ikke levede op til det forbillede på overstrømmende kærlighed og nåde, som Jesus har givet os.

Mennesker, som er sårede, mærker det, når de kun lige bliver tolereret.

De kommer hurtigt til at føle sig som en belastning bare ved deres tilstedeværelse.

I et nåderigt fællesskab vil sårede, trætte og nedslidte pilgrimme derimod føle sig velkomne og ønskede. Det er ikke de raske, der har brug for læge, men de syge.

Et sundt fællesskab viser ægte gæstfrihed

Gæstfrihed er langt mere end bare at servere småkager på en pæn tallerken.

Vi lever i en travl og voldsom verden i hurtig udvikling.

Det konstante pres for at præstere og øge produktiviteten og få succes kræver, at vi lever og arbejder i et hæsblæsende tempo.

Det kan tage pusten helt fra os og overvælde os, så vi går ned med stress.

De skrappe krav i arbejdslivet kan næsten ikke undgå at afspejle sig i vores åndelige liv.

Behovet for at gøre mere, læse mere og deltage i mere får det til at føles, som om vi ligger og spræller i en brusende flod og fortvivlet prøver at undgå de klippestykker og skarpe kanter, vi hele tiden suser frem imod.

Henri Nouwen minder os om, at "gæstfrihed ikke er at ændre mennesker, men at give dem plads nok, til at en ændring kan finde sted,"!

Ordet gæstfrihed refererer normalt til at gøre plads for et andet menneske, måske en træt rejsende, der trænger til hvile. I middelalderen søgte de legemligt eller åndeligt trængende typisk til klostrene, der så det som en del af deres formål at udøve denne gæstfrihed.

Den åndelige rejse er lang og trættende, og vi har alle brug for steder, hvor vores sjæl kan hvile og genvinde sin styrke.

Et forvandlende fællesskab skal være et sådant sted, hvor et menneske i ligklæder får plads og kan finde hvile.

Jesus fremhævede blandt andet vores pligt til at vise gæstfrihed gennem den berømte lignelse om den gode samaritaner.

Det uønskede marginaliserede offer for en forbrydelse blev overset og overladt til sig selv af den tids fromme, religiøse mennesker.

Den sårede mand havde brug for et andet menneske, der vidste, hvad det vil sige at blive forkastet og udstødt.

Der var brug for en, som kendte til smerten ved at blive afvist og udelukket fra det gode selskab.

Derfor valgte Jesus en samaritaner - fra et folk, som jøderne foragtede - til at vise os, hvad gæstfrihed vil sige.

Her er, hvad Jesus fortalte om den gode samaritaner:

Til sidst kom der en samaritaner forbi, ridende på sit æsel, for han var på en lang rejse. Da han så manden ligge der, fik han medlidenhed med ham. Så han stod af sit æsel og gik derhen. Han rensede og behandlede mandens sår med olivenolie og vin og forbandt dem. Derefter anbragte han manden på sit æsel og bragte ham til en landevejskro, hvor han fortsat selv plejede ham. Dagen efter gav han kroværten to denarer og bad ham tage sig af manden. "Kommer det til at koste mere, skal jeg nok betale det på tilbagevejen," sagde han. (Luk 10,33-35)

Et sundt fællesskab er et accepterende fællesskab

Accept er at anstrenge sig for at favne andre mennesker, som Kristus har favnet dig selv.

Når man virkelig accepterer et andet menneske, godtager man dermed også, at dette menneske befinder sig på en forvandlingsrejse og givetvis vil snuble på sin videre vej frem.

Accept er at byde velkommen og ikke at vogte døren. En ' dørvogter' i en gruppe, en kirke eller en organisation er en person, som lugter sig frem til, om et menneske kan 'passe ind' og skal have adgang. I et accepterende fællesskab står døren hele tiden åben og ubevogtet.

Som Paulus skriver i Rom 15,7: "Accepter hinanden, ligesom Kristus har accepteret jer ... På den måde bliver Gud æret."

Med en accepterende holdning i hjertet bliver vi fri til at være som Jesus over for andre mennesker.

I evangelierne ser vi aldrig Jesus afvise, marginalisere eller tilsidesætte noget menneske.

Han viste os, at accept af andre mennesker er selve kendetegnet på en forvandlende kærlighed.

Accept betyder kort sagt: Vi bærer alle på ligklæder. Der findes ingen undtagelser. Hver af os kan hjælpe en hvilken som helst anden til at blive mere fri, mere levende og mere parat til at opleve et liv i opstandelse.

EN BØN OM ET GODT OG LIVGIVENDE FÆLLESSKAB

Jesus, send mig endelig ikke venner, som vil holde sig for næsen, når de lugter mine ligklæder!

Send mig i stedet mennesker, som kender stanken, og som alligevel vil elske mig. Send mig mennesker, som ikke vil øge min smerte ved at flå i mine ligklæder, men som kærligt og forsigtigt vil vikle dem af mig.

Vis mig mennesker, der kan føre mig til Jesus.

Vis mig medfølende hjerter, der vil forstå mig; kærlige ører, der vil lytte til mig; tunger, der taler sandhed, men over læber af nåde.

Lad mig være det samme for andre.

Lad mig se dig i andre mennesker, der er mere som dig, end jeg selv er - mennesker, som jubler over forvandlingens magt, og som knæler ved dine fødder og ikke ved mine.

Giv mig venner, der kan få mig til at le, og venner, der forstår, at mine tårer er hellige.

Giv mig mennesker, der ligner dig, og mind mig samtidig om, at kun gennem dig kan jeg forvandle mig.

Amen.

Kan du genkende nogle af  ”ligklæderne” i dit eget liv?

Prøv at sætte ord på et evnt. ”ligklæde”

Hvad er dine ønsker til et kærligt fællesskab?

Hvordan er du selv en del af et kærligt fællesskab?

EN BØN OM ET GODT OG LIVGIVENDE FÆLLESSKAB

Jesus, send mig endelig ikke venner, som vil holde sig for næsen, når de lugter mine ligklæder!

Send mig i stedet mennesker, som kender stanken, og som alligevel vil elske mig. Send mig mennesker, som ikke vil øge min smerte ved at flå i mine ligklæder, men som kærligt og forsigtigt vil vikle dem af mig.

Vis mig mennesker, der kan føre mig til Jesus.

Vis mig medfølende hjerter, der vil forstå mig; kærlige ører, der vil lytte til mig; tunger, der taler sandhed, men over læber af nåde.

Lad mig være det samme for andre.

Lad mig se dig i andre mennesker, der er mere som dig, end jeg selv er - mennesker, som jubler over forvandlingens magt, og som knæler ved dine fødder og ikke ved mine.

Giv mig venner, der kan få mig til at le, og venner, der forstår, at mine tårer er hellige.

Giv mig mennesker, der ligner dig, og mind mig samtidig om, at kun gennem dig kan jeg forvandle mig.

Amen.

Se mere HER fra Niels Peder Nielsens hjemmeside med 2 kapitler fra Lazaruslivet

ReFokusklyngesøndag i Lunden 10. juni 2012

Niels Peder Nielsen indførte os alle i  nogle hovedlinier i Silkeborgs kulturhistoriske og kirkehistoriske universer, og det bringes her som hans manuskript var med inspiration fra Provst CHRISTEN DAMGAARD NIELSEN

LINAA'S VESTLIGE HJØRNE

Silkeborg var i 1844 "det yderste, vestlige, fattige Hjørne af Linaa Sogn" med sognepræsten boende i Linå, men allerede i 1856 vendte billedet og sognepræsten fik bopæl i Silkeborg, mens Linå blev anneks-sogn.

SILKEBORGS FØRSTE PRÆST

Forfatteren og præsten Jens Chr. Hostrup flyttede til Silkeborg 1856. Her blev han, til Frederik 7. seks år senere fik ham til Hillerød som slotspræst. Forfatterskabet lagede han på hylden, men lejlighedsdigte blev dog til i Silkeborg som f.eks. præsentation af Silkeborg for Frederik 7.: "En By, som grundlagt på Papir, nu vokser fort i Sandet. På Blomster som på Kirkespir den fattigste i Landet". Sønnen Helge Hostrup vendte tilbage til egnen og grundlagde i 1892 Ry Højskole. I den anledning skrev J. Chr. Hostrup sangen: "Den trænger ud til hvert et sted".

JENS CHR. HOSTRUP

Silkeborgs første præst fra 1856 var ikke folkevalgt. Menighedsrådsloven, der gav menighederne ret til præstevalg, trådte først i kraft i 1912. Her i byen er hans navn knyttet til Hostrupsgade. I hans samtid var hans navn kendt grundet hans viser og skuespil. Genboerne er et af dem.

Forventningen til ham og hans gudstjenester var derfor store. Mange mødte op til hans første gudstjeneste, "men jeg mærkede tydeligt bagefter, at adskillige, især blandt Honoratiores, følte sig skuffede", fortæller Hostrup i de stadig meget læseværdige Senere Livserindringer og han fortsætter: "Det kunde ikke være andet; man havde af en Digter ventet sig noget skønt, aandrigt, pikant i ald Fald og jeg kunde kun forkynde det gamle Evangelium om Guds Kjærlighed til Menneskene".

Han skriver i øvrigt, at hans taler altid var velforberedte, og at han var af den overbevisning "at voksne Mennesker helst maa tygge deres Mad selv". Han tog sit udgangspunkt i de "fælles menneskelige Ting", så han blev lige godt "forstaaet af de ringeste Smaafolk som af de Store". Det er utvivlsomt på baggrund af hans egen oplevelse af gudstjenesterne hos Grundtvig i Vartov Kirke i København, idet Grundtvigs syn på kristendommen var så menneskeligt, "at ingen af mine gode naturlige Følelser blev krænkede derved".

Hostrup gik ikke fra hus til hus på besøg. Det følte han anmassende, men han kom, når der blev kaldt på ham, og han kom, når han følte det nødvendigt. Det gjorde han bl. a., når tidens omvandrende prædikanter fik tag i hans sognebørn.

Mest bemærkelsesværdigt er nok hans opgør med mormonerne, der var ved at få indpas i hans sogne og havde gendøbt et par mennesker i Silkeborg Langsø. Ligesom de opfordrede folk til at udvandre til den senere mormonstat Utah.

Til det kuriøse hører Hostrups fortælling om hans besøg hos et par unge piger, der levede i håbet om at komme til Utah. For at berøve Utah noget af sin dragende glans fortalte han om flerkoneriet der, men det afskrækkede dem ikke - "de indsaa jo straks, at netop dette gav den bedste Udsigt til at faa en Mand".

Hostrup var mod vanekristendom. Imod massekonfirmation og konfirmandaltergang. Han var imod den vanemæssige altergang 2 gange om året, ja nægtede ligefrem at tage distriktslæge Fibiger til alters, fordi han - fejlagtigt - mente, lægen havde udtalt sig imod kristendommen.

Det var slidsomt for Hostrup at være præst i Silkeborg med de mange køreture til Linå, så da kongen ville have ham som slotspræst i Hillerød, tog han imod stillingen og flyttede fra den præstegård på Vestergade, der stod færdig i 1858, og som nu ejes af et forsikringsselskab. Tilbage stod i 1862 kredsen omkring Hostrup.

DDS 129: Julebudet til dem, der bygge Mel.: J.P.E. Hartmann 1890 Thorvald Aagaard 1932 Tiden 1900-1940

Syng den.

DE KIRKELIGE RETNINGERS TID

Tiden fra århundredskiftet frem til anden verdenskrig blev en periode, i hvilken grundtvigianismen og Indre Mission konsoliderede sig. Bemærkningen i Elfride Fibigers erindringer fra tiden 1856-68 i Silkeborg om, at der til stadighed herskede en "babylonisk Forvirring i religiøs Retning" gjaldt dog og gælder vel endnu, men der var og er stadig ca. 90%, der er medlemmer af folkekirken.

Den markante præst ved Silkeborg Kirke, John Ammundsen, der senere blev biskop over Lolland-Falster, skrev bl. a. om sin Silkeborg-tid: "Før min tid havde der været et par mormonprædikanter, som pastor M. K. Harbo havde taget en dyst med, men de var forduftet, da krigen udbrød, og der er vist nu kun en enkelt mormon i byen. Ganske små ubetydelige kredse af baptister, adventister og "bibelstudenter" - ligesom en lille spiritistkreds".

John Ammundsen var præst her i byen 1914-23 og var den første sognepræst, der stod Indre Mission nær. Før hans tid havde den grundtvigske sognepræst F. V. Viberg fra 1911 haft den indremissionske M.K. Harbo som hjælpepræst - efter tidens skik lønnet af sognepræsten selv, men Indre Mission betalte en stor del af hans løn for at få deres egen præst.

MISSIONSHUSET

Missionshuset, der stadig ligger i Amaliegade, blev bygget i 1904.

En stor del af det kirkelige liv foregik i missionshusene - af Indre Missions landsformand kaldet "mange præsters skræk". Den stærke missionær, Kr. Moustgaard, samlede så mange, at Indre Mission byggede det allerede nævnte missionshus i Amaliegade. For Moustgaard var missionshuset stedet, hvor "det egentlige skete". Da han engang ved et samtalemøde atter gentog dette, bemærkede en lille, stilfærdig tømrer: "Det kan godt være, der bliver flest omvendt i missionshuset, men jeg tror næsten det holder bedre hos dem, der bliver det i kirken" (Ammundsen).

Søndagsskolen, stiftet før århundredskiftet, fortsatte og Olaf Jessen, KFUM-sekretær, samlede store kredse af unge. Der kom tusinder til grundlovsmøderne ved Dronningestolen. Ja, helt fra Skjern kom der særtog til disse møder. Købmand Peter Jessen, Olafs broder, støttede økonomisk og samlede i øvrigt selv mange af byens forretningsfolk til kristelige møder på Silkeborg Hovedgård, hvor han havde bopæl.

Et bibelkursus - stadig i en by med ca. 9000 mennesker - samlede ca. 1350 deltagere. Gaderne fyldtes med folk med Bibel i hånden og det skabte stor tilslutning til Indre Mission.

Silkeborg Kirke blev også for lille. I flere år samlede man penge ind og 1920 byggedes Lyngby Kirkesal som aflastning. Her holdtes gudstjeneste hver søndag med 250 deltagere uden, at det mærkedes på kirkegangen i Silkeborg Kirke. Ca. 1350 samledes søndag efter søndag i de to kirker. Byen havde nu ca. 12.000 indbyggere. Men i Silkeborg Kirke havde valgmenigheden en del af gudstjenesterne.

VALGMENIGHEDEN

Allerede i slutningen af 1800-tallet havde grundtvigianerne haft planer om en valgmenighed. De familier, der havde løst sognebånd til sognepræsten i Sejling, havde fra 1868-71 en friskolelærer, Johannes Stouenberg, til at undervise deres børn. Han arbejdede ihærdigt på at få oprettet en valgmenighed. Selv tilbød han sig som præst stærkt optaget af synerne i Johannes' Åbenbaring.

Valgmenighedens præstebolig med en mindre bolig, som blev bygget til pastor Munch i Vestergade 54. Senere solgt efter valgmenighedens ophævelse. Foto 1995 © Lars Bay.

Da Hostrup-vennerne, med købmand C. S. Knap i spidsen, var usikre på, om de skulle danne en valgmenighed - ifølge Valgmenighedsloven af 1868 med ret til at bruge sognekirken - rejste de i 1870 til København til Hostrup og Grundtvig selv. Grundtvigs svar angående friskolelæreren var klart: "Den Mand er paa vilde Veje. Naar man vil foretage et alvorligt Skridt i Livet, saa skal man ikke bygge paa dunkle Forklaringer af dunkle Ord, men da maa man have klare og sikre Ord af Den hellige Skrift at holde sig til". Grundtvig rådede i stedet sine tilhængere til fortsat at søge til Sejling.

Tiden 1900-1940

TROSSAMFUND UDEN FOR FOLKEKIRKEN

CHRISTEN DAMGAARD NIELSEN

DEN KATOLSKE KIRKE

Papirfabrikken indkaldte kvindelige arbejdere fra Bøhmen. De var katolikker, og da også papirmesteren og salsmesteren var katolikker, førte det til, at der allerede fra 1859 i en stue på fabrikken hver måned blev holdt katolsk gudstjeneste. Der kom fast præst 1898, og 1912 indviedes Vor Frue Kirke i Hostrupsgade.

I byggeperioden havde kirken dansk præst, men siden da har de skiftende, katolske præster været af udenlandsk oprindelse. Den katolske kirke har fra 1980 gjort meget for at integrere en gruppe katolske, vietnamesiske bådflygtninge.

IRVINGIANERNE - DEN KATOLSKE APOSTOLSKE KIRKE

Irvingianerne med navn efter englænderen Edward Irving var en vækkelsesbevægelse, der gerne ville være almindelig - katolsk - og havde som grundstamme 12 apostle, der skulle samle verden inden Kristi genkomst. Her i Silkeborg byggede de forholdsvis få irvingianere deres egen kirke i Markedsgade allerede i 1874 - altså mens Silkeborg menighed endnu samledes på hovedgården. Den allerede omtalte friskolelærer Stouenberg sluttede sig til irvingianerne, da Grundtvig afviste ham. Kirkens præster skulle ordineres af en af dens 12 apostle, og da disse døde, ophørte ordinationerne. I 1978 blev kirken her i byen nedbrudt. Mange af dens medlemmer gled stilfærdigt ind i folkekirken.

METODISTKIRKEN

På hjørnet af Tværgade og Nygade ligger Vor Frelser Kirke, der er bygget 1923 efter to tidligere kirker. Metodismen er en pietistisk vækkelsesbevægelse, der ligesom irvingianismen kom fra England. Den subjektive helliggørelse spiller en stor rolle, ligesom forsagelsen af al verdslighed herunder alkohol og tobak. Metodisternes gudstjeneste er uden faste led, men med salmer og frie bønner.

ADVENTISKIRKEN

1958 indviede adventisterne Lyngby Kirkesal, som de havde købt af Silkeborg Kirke. Adventisterne er en amerikansk vækkelsesbevægelse, der oprindelig forventede (advent) Jesu Kristi genkomst til 1843. Gudstjenesten er enkel med fri bøn og prædiken. Livsstilen er puritansk med afstandtagen fra dans og kortspil og med stor vægtlæggen på sundhedsforskrifter. Vegetarkost anses for ideel og alkohol, tobak, kaffe og te forsages.

PINSEKIRKEN OG DEN APOSTOLSKE KIRKE

I Borgergade oprettedes i 1980 en kirke af pinsemenigheden. Tungetale og helbredelsesundere spillede en stor rolle ligesom omvendelse og helliggørelse. På Chr. 8. Vej ligger den apostolske kirke i den tidligere lægebolig. Den apostolske kirke er beslægtet med pinsebevægelsen. For år tilbage afholdtes dåb ved badestedet De små Fisk i Brassø.

JEHOVAS VIDNER

Jehovas Vidner har rigssale flere steder i Silkeborg. Ligeledes en stor stævnehal med plads til 3000 mennesker og en stævneplads nær Gødvad Kirke med plads til 5-6000 mennesker. Nævnes bør nok også, at støtteforeningen af frafaldne Jehovas Vidner har et samlingssted i Dybkær Sognegård.

BAPTISTERNE

På Ewaldsvej ligger en baptistkirke. Baptisterne er kendetegnet ved voksendåb, ofte gendåb, og en fri gudstjeneste.

FRELSENS HÆR

Blandt de mange små kirkesamfund skal også Frelsens Hær nævnes. Hæren har sit oprindelige udspring i metodistkirken. Frelsens Hær har i mange år haft hus i Hostrupsgade, og er især kendt for sit sociale arbejde. Slutteligt bør nok nævnes, at ingen af de nævnte trossamfund i 1985 talte over 300 medlemmer. Enkelte kun 20-30 medlemmer.

RELIGIØS SØGEN

Er det stadig sådan, at tidens strømninger giver sig kraftigt udslag i Silkeborg? En kendt healer skal have sagt, at han opholdt sig i Søhøjlandet, fordi han her var de universelle kræfter nærmere end andre steder i Danmark. Gennem dagspressen, annoncerede foredrag og pjecer på biblioteket kan man slutte sig til, at der i dag findes en del andre religiøse bevægelser i Silkeborg. Nogle kalder sig kirker, nogle kalder sig skoler og andre kalder sig terapier. Hos flere af dem findes træk fra Østens religioner. Reinkarnationstanken er tilbagevendende. Blandt dem med størst tilslutning kan nævnes antroposofisk spiritualisme med alle aktiviteter i og omkring Rudolf Steiner Skolerne. Teosofisk spiritualisme med foredrag i Lunden. Scientologi med studiekreds i Cafellini. Transcendental meditation i Medborgerhuset. Nordlyscentret på Almindsøvænget med uddannelse af behandlere.

Endelig kan nævnes en række terapier, der bevæger sig i området mellem det terapeutiske og det religiøse. Yoga er et bekendt eksempel blandt flere på sportsgrene med en religiøs dimension.

SILKEBORG PAPIRFABRIK

Papirfabrikant Michael Drewsen (1804-1874).

Papirdynastiet Drewsen fra Strandmøllen nord for København fik retten til at etablere et stort fabriksanlæg ved Silkeborg i 1844. Den ældre J. C. Drewsen overlod i 1844 driften af papirdynastiet til sine to sønner, Christian og Michael Drewsen, i firmaet Drewsen og Sønner. Brødrene Drewsen stod i fællesskab for opførelsen af Silkeborg Papirfabrik, men det daglige arbejde var overladt til den yngste af brødrene, Michael Drewsen.

Familien Drewsen ønskede at anlægge denne nye, moderne papirfabrik midt i det øde Midtjylland af flere grunde:

•Gudenåens vandkraft skulle være energikilde til produktionen.

•Gudenåen skulle være transportvej for råstoffer og produkter til og fra omverdenen.

•Der skal bruges meget vand til papirproduktion, og i Gudenåen var der vand nok.

•Hovedråstoffet til papirfremstilling var klude, og de var lidt af en mangelvare i Danmark. Man håbede, at man midt i Jylland kunne være centralt placeret til at indkøbe klude fra et stort område.

Silkeborg Papirfabrik var efter datidens målestok et stort og meget moderne fabriksanlæg med den nyeste teknologi. Anlæggelsen af et sådant fabriksanlæg var en stor opgave midt i et næsten ubeboet område. Michael Drewsen kom i april 1844 med sine folk fra Strandmøllen og gik i gang med arbejdet.

Fabrikken blev anlagt på et ret sumpet område ved Gudenåens udløb i Langsøen. Området skulle derfor piloteres. Til bygningerne skulle der skaffes tømmer, mursten osv. Der havde tidligere på området ligget et teglværk. Det blev flyttet, og man anlagde et nyt teglværk på området til at producere sten til byggeriet. Dernæst skulle de store fabriksbygninger opføres. Arbejderne skulle også have boliger. Det blev til fire længer på Smedebakken - gartnerboligen og tre arbejderlænger - og til indretning af lejligheder i avlslængerne ved hovedgården.

Michael Drewsen måtte under opførelsen sørge for mad og overnatning til arbejderne. Fabriksbygningen stod færdig i september 1844. En imponerende præstation i betragtning af, at så meget måtte bringes til Silkeborg udefra. Selve papirmaskinen og de øvrige maskiner fra Donkins i England kom lidt forsinkede til Silkeborg i november 1844.

Drewsen og Sønner ansøgte i oktober 1844 kongen om at måtte indføre det nye maskinanlæg afgiftsfrit til landet. Af ansøgningen fremgår, hvilke maskiner der skal til Silkeborg: et jernvandhjul i tre afdelinger til underfald på omtrent 60 HK, en dobbeltvirkende pumpe med rør, seks store hollændere af støbt jern med tilbehør, en papirmaskine med alt tilbehør, et satineer-apparat og to hydrauliske presser.

Energikilden til det omfattende anlæg var det store jernvandhjul, der var og forblev Danmarks største kraftmaskine de næste knap 20 år. De seks hollændere skulle tilberede råstoffet til papirmaskinen. De to hydrauliske presser var til efterbehandlingen. Det nye industrianlæg var helt anlagt til produktion af maskinpapir.

I ansøgningen om afgiftsfrihed kom Drewsen og Sønner også ind på fabrikkens betydning for Silkeborg: "At når foretagendet lykkes, har vi ikke blot virket til egen gavn men også ej lidet bidraget til at vække liv og virksomhed i en egn, der før vi drog derhen, var næsten at betragte som en ørken, hvorhen ingen før vi havde vovet at ty endsige at anlægge så betydelige kapitaler".

Maskinerne kom afgiftsfri til Silkeborg for at skabe papir og ny udvikling i den tidligere udørken. Silkeborg Papirfabrik producerede de første ark papir den 1. januar 1845. Silkeborg Papirfabrik blev udvidet to år senere og blev hermed landets absolutte hovedcenter for papirproduktion. I samtiden taltes direkte om anlæggelsen af fabrik nr. 2 med endnu en papirmaskine og ny energikilde ved installeringen af landets første vandturbiner.

Copyright © All Rights Reserved