undervisning2014

ReFokus.dk Silkeborg

re-fokus.dk © 2009

Hvad betyder håbet for den kristne tro? ReFokus 19.01.2014


Vi har et prædiketema om håb. Ruben indledte sidste søndag

Og et smykke, der betyder meget


Et gammelt skotsk ordsprog siger: "Hvis det ikke var for håbet, ville hjertet sønderknuses."


Hvad er håb? (Fra indledningen til Billy Grahams bog: Derfor tør jeg håbe)

Citat: ”Nogle sætter måske lighedstegn mellem håb og ønsketænkning, men for mig at se er ordet håb sprængfyldt med en tro på noget større end os selv - noget, vi ikke finder i nogen menneskelig videnskab, samfundsindretning eller teknologi. Dette Håb med stort H er en vældig gave, en skjult skat, som ikke tapper os for liv, men tværtimod kan blive os en kilde til evig gavn og glæde. Hvis du ikke umiddelbar er enig, så prøv at overveje følgende sandheder:

Håb er det naturens åndedrag, der omgiver os hver eneste dag.

Håbet er som en plante, der spirer frem i en klippespalte og vidner om det livgivende vand i den kolde sten.

Håb er den første solstråle, som hver morgen -- uden undtagelse - rammer os fra den  opgående sol og siger os, at vi nok skal klare os igennem.

Håbet skinner ud af den måne, der hæver sig på himlen midt i den mørke nat som et vidnesbyrd, om at solen stadig findes, og at en ny dag vil gry.

Håb er den følelse, der vælde r op i en skibbruden, når han i det fjerne skimter et skib, der nærmer sig gennem bølgerne.

Håbet gennemsyrer afgangstaler og inspirerer færdiguddannede til al tage hul på det nye liv, der venter dem: en verden af muligheder.

Håb er den nyfødtes gråd: før indespærret. Nu fri.

Har du set håbets glød? Stryg en tændstik og tænd et lys. Se, hvordan den urolige lille flamme giver lyset formål og skaber liv omkring sig. Er din flamme tændt og giver dig formål med livet? Forstår du: Håbet gennemtrænger mørket.

Håbet er den sikre forvisning om, at der findes et liv efter døden. For den, der har mistet nogle af sine kære - og det har vi alle - er håbet en trøst for den sørgende sjæl. Det varer ved, det overbeviser, det triumferer”.


Går man til Gyldendals Den Store danske, så står der ca. 11 sider om håbet, endevendt på alle måder, og indleder med at sige:

”Håb findes, hvor der er mennesker, der håber. I de filosofiske og teologiske traditioner er der imidlertid langtfra enighed om, hvordan håbet skal beskrives: Er håb en dyd, der ligger til grund for menneskets handlingsliv, eller er det en guddommelig gave? Gælder håbet noget dennesidigt, hinsidigt eller en idealfremtid som i utopien? Er håbet illusorisk eller livsbærende?”

Så vidt Den Store Danskes indledning

 


Det Gamle Testamente

I jødedommen bruges ordene for det at håbe, at vente spændt, at holde ud, udelukkende i positiv betydning. Jødedommen er håbets religion, men er ikke af den grund rent fremtidsorienteret. Håbet baseres på erindringen om Guds forjættelser om et land og et talrigt folk til stamfaderen Abraham og på beretningen om, hvordan Moses førte Israels folk ud af Egyptens slaveri og ind i det forjættede land. Det jødiske påskemåltid, der fejrer udgangen af Egypten (Exodus), har følgende afskedshilsen: "Dette år hér, næste år i Jerusalem. Dette år som slaver, næste år som frie".

Israels politiske forventninger blev skuffet med Jerusalems fald i 587/586 f.Kr. og med folkets efterfølgende deportation til Babylon. Alligevel begyndte eksilprofeterne at prædike, at Herren ville give folket "en fremtid og et håb", når de søger Gud af hele deres hjerte (Jer. 29,11). Forventningen til Davidssønnen eller den kommende Messias danner nu centrum for det jødiske håb.

Men nok så afgørende er udarbejdelsen af en håbsstruktur, der på én gang er vendt mod fremtid og nutid: "Husk ikke på det, der skete tidligere, giv ikke agt på fortiden; nu skaber jeg nyt, nu spirer det frem, ved I det ikke?" (Es. 43,18f.).

Under stadige anfægtelser bevares i den personlige religiøsitet fortrøstningen til Gud som retfærdighedens Gud. Tanken om, at håbet "ikke skal blive til skamme", dvs. vise sig bedragerisk, spiller således en fremtrædende rolle i Salmernes Bog i GT. Job bliver prototypen på det menneske, hvis håb lægges i ruiner, fordi han ikke kan finde udveje (Jobs Bog); herunder omdannes Jobs håb fra fastlåste forventninger om lykke til et nøgent håb om, at han vil finde en talsmand hos Gud, der vil fastholde hans retfærdighed. Job 19:   v25  Dog ved jeg, at min løser lever,

      til sidst skal han stå frem på jorden.

       v26  Når min hud er skrællet af,

      når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud;

       v27  ham skal jeg skue,

      ham og ingen anden skal mine øjne se.

En tilsvarende overskridelse af det dennesidige perspektiv findes i de sene apokalyptiske traditioner. Her ses der frem til skabelsen af en helt ny verden: "Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes... Men I skal fryde jer og juble" (Es. 65,17f.). Dette store håb tages med ind i NT som dets yderste horisont (Johs.Åb. 21,1).


Det kristne håb

Kristendommen forstår sig selv som opfyldelsens snarere end som håbets religion. "Israels håb" (Ap.G. 28,20) er kommet til verden med Jesus: Messias.

Selvom ordet håb ikke forekommer i Jesu forkyndelse, kommer håbets grundstruktur til orde i den ubetingethed, hvormed Jesus opfordrer til bøn. Bønnen rummer både en vished om bønhørelse, der retter sig mod nuet, og åbenhed for det fremtidige: "Derfor siger jeg jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået (sic!), og så får I det" (Mark. 11,24). Begrundelsen herfor er naturligvis religiøs: "Alt er muligt for den, der tror", fordi "alting er muligt for Gud" (Mark. 9,23 og 10,27). Og dog skaber håbet ikke en verden af ønskeforestillinger. Jesus må som enhver anden gennemlide de barske realiteter: "Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil" (Mark. 14,36).

Paulus udformede kristendommens håbsteologi. Jesus forkyndte, at man allerede er bønhørt, selvom alt synes ved det gamle; tilsvarende sagde Paulus: "Et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed" (Rom. 8,24f.). Hvad der ud fra en ikke-religiøs betragtning er mangel på realitetssans, er for Paulus vejen ind i den større realitet. Abraham fremstår som den kristne tros fader, netop fordi han troede Guds forjættelser "med håb imod håb" (Rom. 4,18) — hvorved Paulus afdækker forskellen mellem håb og forventning, jf. ovenfor. Gud ses som sædemanden, der sår for at høste mere, end han har sået (2.Kor. 9,9-11).

I en fortolkning af Romerbrevets kap. 5 har den franske filosof Paul Ricoeur peget på, at mens syndens logik siger: lige for lige (gengældelsens lov), hævder håbets logik: så meget mere kommer der ud af så meget mindre! Håbet etablerer "overflodens lovmæssighed" i verden (i Ricoeurs engelsksprogede antologi Figuring the Sacred, 1995).

I den såkaldte Kærlighedens Højsang (1.Kor., kap.13) går Paulus så vidt som til at sige, at et menneskes kærlighed ikke kan eksistere uden håb. "Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt". Tro, håb og kærlighed danner en triade, som hører til det forblivende, også i opstandelseslivet. Hvordan kan håbet forblive, når det er blevet opfyldt? kan man spørge. Den mest nærliggende fortolkning er, at det er håbets åbenhed over for Gud som overskuddets livgiver, der varer ved. Mennesket vil aldrig besidde det evige liv som en ejendom, men kun som en gave, en tilgift.

Troens håb er i NT begrundet i Kristi opstandelse fra de døde; Paulus stiller troens håb over for et rent menneskeligt håb: "Hvis døde ikke opstår, så lad os æde og drikke, for i morgen skal vi dø" (1.Kor. 15,32). Tilsvarende siges det generelt, at hedninger lever "uden håb og uden Gud i verden" (Efeserbrevet 2,12).

Dette betyder imidlertid ikke, at kun de kristne kender til håb — jøden Abraham er jo håbets fader. I Hebræerbrevet henviser forfatteren til, at mennesker lige siden Adams og Evas søn Abel har handlet ud af tro og håb. "Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses" (Hebr. 11,1). Mennesker ejer ikke uden videre tro og håb. Men så længe der har eksisteret mennesker, har håbets evne til at trodse det beregneliges sfære manifesteret sig.


Slutcitat fra Billy Graham:

”Guds gave til verden er ikke på udstilling bag skudsikkert glas på et museum. Hans gave til verden var en personlig Frelser, som købte os fri ved at ofre sit eget, uvurderlige liv. Hans Ånd er hos os i dag og meddeler frelsen til alle, som vil tage imod den. Dette håb er sjælens grundvold, det sikre og faste fundament.

I denne bog vil jeg søge at videregive dette mit håb til dig.

Det er min bøn, at du vil opleve glæden og freden ved troen på, at der findes en redning fra alt det, der knuger og tynger dig; at du må finde ind i et levende håb om frelse.”


Spørgsmål ved bordene


Håb er et menneskeligt grundvilkår.

Det er ikke noget specielt kristeligt at håbe, for det at håbe hører til menneskelivets grundvilkår.

Har I eksempler på det?


Man har sagt, at et menneske, der ikke håber, ikke længere lever.

Er det sandt og er det jeres erfaring?


Tænk over betydningen af Salme 62,6 ”Kun hos Gud finder min sjæl ro, for mit håb kommer fra ham”, eller Jeremias 14,8 ”Du er Israels håb, dets frelser i trængselstid…”. Eller Salme 71: ”For du Herre er mit håb, fra min ungdom var du min tilflugt…”. 

Hvad betyder disse udsagn for dig?


Gudløses håb går til grunde.

”Vær ikke misundelig på syndere, men frygt altid Herren nidkært, så har du en fremtid og dit håb skal ikke slukkes”! (Ordsprogene 23,17-18)

Hvad kan vi gøre her?


Håbet om det evige

Det bibelske håb knytter ikke til ved det der forgår, men til ved den evige Gud – og har derfor også at gøre med de sidste ting og tider – læs f. eks. Esajas 35, Zak 9,9-12, Esajas 59,20,  Salme 9,18-19 eller Esajas 25,8-9

Hvilken rolle spiller det evige, det hinsides i dit liv


Andre snakkeemner:

Håb om redning - 

Håb om udfrielse -

Håb for vor tid -

Håbets grundvold -

Et levende håb -

Et urokkeligt håb -

Et liv i håb –

Er der noget her, som du gerne vil snakke om, og hvad det betyder


---------------------------------------------------------------






Billy Graham Maj 2013

 

INDHOLD


Indledning………………………………….. 7

1. Håb om redning …………….…….. 13

2. Håb om udfrielse …………….…….31

3. Håb for vor tid ………………….….. 55

4. Håbets grundvold …………….….. 83

5. Et levende håb …………………... 109

6. Håb i en skræddersyet verden 143

7. Håbløse udsigter …………………. 183

8. Et urokkeligt håb …………………. 215

Epilog: Et liv i håb …….……………… 249

En tak.......…………………… …………. 257

Om forfatteren …………… …………. 260



INDLEDNING til Billy Grahams bog: Nu tør jeg håbe


HÅB ER EN GAVE. Har du nogensinde oplevet den velsignelse, det er at bevæge sig fra usikkerhed til en dyb forvisning? så ved du, hvad håb er, og hvad håb kan gøre. Håbet jager fortvivlelsen på flugt. Et gammelt skotsk ordsprog siger:

"Hvis det ikke var for håbet, ville hjertet sønderknuses." Hvordan står det til i dit hjerte?

Som mennesker i denne verden bombarderes vi hele tiden med nyheder om livets usikkerhed. Hjerter lammes af frygt for det ukendte. I en artikel offentliggjort af World Trends Research om den hurtige udvikling i vores højteknologiske samfund skrev Van Wishard: "De næste tre årtier tårner sig op som den mest afgørende 30-års periode i verdens historie." Vi lever i en meget omskiftelig og forvirrende tid.

Usikkerheden er så udbredt, at en af de seneste tendenser er opmuntrende designer-kort, som man kan sende elektronisk ti] venner og bekendte. Et af dem har teksten: "Stillet over for usikkerhed er der intet forkert i at håbe." På et andet kort ser man bare et gadeskilt, hvor der står: "Håbets Vej". Nedenunder er der en pil og teksten: "Ensrettet".

Det er sandt nok, at der kun er en vej, der kan give os håb for i dag og for fremtiden. Det er dette håbets budskab, jeg gerne vil dele med dig i denne bog. I en tid som vores har vi brug tor noget at håbe på, noget at stole på.


Hvad er håb?

Nogle sætter måske lighedstegn mellem håb og ønsketænkning, men for mig at se er ordet håb sprængfyldt med en tro på noget større end os selv - noget, vi ikke finder i nogen menneskelig videnskab, samfundsindretning eller teknologi. Dette Håb med stort H er en vældig gave, en skjult skat, som ikke tapper os for liv, men tværtimod kan blive os en kilde til evig gavn og glæde. Hvis du ikke umiddelbar er enig, så prøv at overveje følgende sandheder:

Håb er det naturens åndedrag, der omgiver os hver eneste dag.

Håbet er som en plante, der spirer frem i en klippespalte og vidner om det livgivende vand i den kolde sten.

Håb er den første solstråle, som hver morgen -- uden undtagelse - rammer os fra den opgående sol og siger os, at vi nok skal klare os igennem.

Håbet skinner ud af den måne, der hæver sig på himlen midt i den mørke nat som et vidnesbyrd, om at solen stadig findes, og at en ny dag vil gry.

Håb er den følelse, der vælde r op i en skibbruden, når han i det fjerne skimter et skib, der nærmer sig gennem bølgerne.

Håbet gennemsyrer afgangstaler og inspirerer færdiguddannede til al tage hul på det nye liv, der venter dem: en verden af muligheder.

Håb er den nyfødtes gråd: før indespærret. Nu fri.

Har du set håbets glød? Stryg en tændstik og tænd et lys. Se, hvordan den urolige lille flamme giver lyset formål og skaber liv omkring sig. Er din flamme tændt og giver dig formål med livet? Forstår du: Håbet gennemtrænger mørket.

Håbet er den sikre forvisning om, at der findes et liv efter døden. For den, der har mistet nogle af sine kære - og det har vi alle - er håbet en trøst for den sørgende sjæl. Det varer ved, det overbeviser, det triumferer.


En gave til verden

I årtier har verden beundret en forhenværende kronjuvel Hope diamanten - en blændende blå, 45-karats ædelsten, der vurderes til omkring 250 millioner dollars. Diamantens sidste ejer skænkede den historiske skat til Smithsonian Museum som "en gave til verden". Nu kan alle beskue den i ensom majestæt i en montre med skudsikkert glas.

Hvilket håb kan denne fantastiske ædelsten give verdens mennesker? Den er vidunderligt skøn, men uden for rækkevidde; særdeles værdifuld, men ikke ubetalelig; en gave til verden, måske, men samtidig beskyttet fra verden af avancerede sikkerhedssystemer.

Er det sådan med dit håb? Er det låst væk, utilgængeligt, urørligt?

Måske længes du efter håb, men kan ikke finde det nogen steder. på de følgende sider skal vi sammen forfølge et håb, der kan blive til vished for os, hvis vi griber det. Det er ikke et håb, som er låst inde i et museum, så du ikke kan få fingre i det.

Tværtimod. Det er et håb, som rækkes ned til dig fra det høje med åben hånd. Det er ikke nogen fremtidsfantasi: det kan gribes i tro, og det opbygger troen.


Et nyt dokument

Den moderne, nu afdøde filosof Richard Rorty hævdede, at håbet, om at Jesus Kristus ville vende tilbage til jorden, er blevet gjort til skamme, fordi han ikke er vendt tilbage. Filosoffen mente derfor, at der var brug for et nyt dokument med et nyt løfte, hvis håbet skulle vækkes til live igen.

Men der findes et dokument med et løfte, som aldrig bliver for gammelt. Det er nyt hver morgen.

Bibelen siger, at Jesus Kristus er selve kernen i vores håb.

Han er det eneste håb, vi har. Han kom for at åbne dit hjerte og din sjæl og lade frelsens lys skinne ind i dit liv. "Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen" (Klages 3,22/23). Dette er grunden til mit håb: Guds frelse.

Salmisten siger: "Derfor glæder mit hjerte sig, og min sjæl jubler, ja, mit legeme skal bo i tryghed" (Sl 16,9). Hviler du også trygt i løftet om frelsen? Håbet er en usynlig skat, der giver afkast allerede her på jorden.

Håbet vil bjærge os gennem vores usikre fremtid, hvis vi ved troen tager imod håbets Gud.


Giv ikke op

Der er et ordsprog, som siger: "Når verden siger 'Giv op', hvisker håbet 'Prøv alligevel" Da tsunamien udslettede hele landsbyer på Det indiske Oceans kyster, sagde nogle, at alt håb var ude, men en mor, der stod i ruinerne, hørte håbets hvisken, da hun knugede sin nyfødte søn ind til sig. Det nye, lille liv var kommet til verden under den katatastrofale flodbølge, midt i fortvivlelsen.

Menneskets største behov - psykisk og fysisk og åndeligt er måske behovet for et håb, der kan opbygge vores tro og vise os ud over vores problemer.

Vi ser ikke det vand, der gemmer sig i klippen, men naturen viser os, at det er der.

Vi kan ikke se, hvad der venter os på vores fremtids vej, men vi fortsætter alligevel vores vandring.


Håbets giver

Da familier følte sig knugede og sønderknuste af tabet af deres børn og mødre ved massemordet på en skole i Newtown, Connecticut, rettede de deres nødråb mod håbets giver.

Guds gave til verden er ikke på udstilling bag skudsikkert glas på et museum. Hans gave til verden var en personlig Frelser, som købte os fri ved at ofre sit eget, uvurderlige liv. Hans Ånd er hos os i dag og meddeler frelsen til alle, som vil tage imod den. Dette håb er sjælens grundvold, det sikre og faste fundament.

I denne bog vil jeg søge at videregive dette mit håb til dig.

Det er min bøn, at du vil opleve glæden og freden ved troen på, at der findes en redning fra alt det, der knuger og tynger dig; at du må finde ind i et levende håb om frelse.


Billy Graham Maj 2013

 

INDHOLD


Indledning………………………………….. 7

1. Håb om redning …………….…….. 13

2. Håb om udfrielse …………….…….31

3. Håb for vor tid ………………….….. 55

4. Håbets grundvold …………….….. 83

5. Et levende håb …………………... 109

6. Håb i en skræddersyet verden 143

7. Håbløse udsigter …………………. 183

8. Et urokkeligt håb …………………. 215

Epilog: Et 1iv i håb …………………… 249

En tak.......…………………… …………. 257

Om forfatteren …………… …………. 260


Hvad betyder håbet for den kristne tro? Bent Tage Nielsen på Jesusnet.dk


Spørgsmål:

Hvad siger Biblen om håb og sammenhængen mellem tro og håb? Jeg ved at håb er et meget betydningsfuldt ord i Biblen, men kan mennesket leve uden håb? Og har du nogle gode henvisninger til Biblen, hvor håb defineres, eller beskrives???

Dette interesserer mig meget... håber du/I kan hjælpe mig videre. På forhånd tak.



Svar:

Håb er et menneskeligt grundvilkår.

Det er ikke noget specielt kristeligt at håbe, for det at håbe hører til menneskelivets grundvilkår. Man har sagt, at et menneske, der ikke håber, ikke længere lever og det er der nok noget om! Derfor nævnes det også i den redegørelse fra Kræftens Bekæmpelse som blev udsendt i 2004, at tro og håb styrker livskvaliteten!


Det kristne håb - er tillid og forventning til Gud.

Som religiøst begreb har det kristne håb sin baggrund i Bibelen, der viser os, at Gud er Israels håb. Se f.eks. Salme 62,6 ”Kun hos Gud finder min sjæl ro, for mit håb kommer fra ham”, se også Jeremias 14,8 ”Du er Israels håb, dets frelser i trængselstid…”.


Men Bibelen viser os også, at frelsen alene sker ved troen og ikke ved håbet. Håbet kommer fra ham, vi tror på. De troendes tillid/tro er rettet mod Gud med den forventning, som er en del af det kristne håb og som får os til at sige med salmisten i Salme 71: ”For du Herre er mit håb, fra min ungdom var du min tilflugt…”. Israel lærte at vente på Herren, fordi de havde tillid til, at han var trofast og fordi de havde lært at udfrielsen dvs. frelsen kun var at finde hos ham! (Salme 130,7)


Bibelen lærer os at de gudløses håb går til grunde, men den, der lever i overensstemmelse med Guds vilje, har fremtid og håb. ”Vær ikke misundelig på syndere, men frygt altid Herren nidkært, så har du en fremtid og dit håb skal ikke slukkes”! (Ordsprogene 23,17-18)


Håbet om det evige

Det bibelske håb knytter ikke til ved det der forgår, men til den evige Gud – og har derfor også at gøre med de sidste ting og tider – læs f. eks. Esajas 35!


For Israel blev Messias’ komme og forløsningen i ham til det centrale i håbet! (Zak 9,9-12) I løfterne om Messias har Israel fremtid og håb – for alene Messias kan frelse fra al nød og synd.


Læs Esajas 59,20 om Messias:” En løskøber skal komme til Zion, og til dem i Jakob (dvs. Israels folk), der vender sig fra synd”. Løskøberen er Messias, Jesus Kristus! Han er Israels håb…


I det Gamle testamente ser vi også glimt af evighedshåbet. Se Salme 9,18-19, der viser os, at de ugudelige er uden håb modsat de fattige og hjælpeløse, der iflg Esajas 25,8-9 skal erfare, at døden opsluges for evigt og må glæde sig over ham, der er vort håb, Herren!


Tro er næring for håbet

Noget lignende møder vi i det Nye Testamente. Vi ser at Gud er de troendes egentlige håb. Derfor indleder Paulus sit første brev til Timoteus med ordene: ”Fra Paulus, Jesu Kristi apostel efter befaling fra Gud, vor frelser og Kristus Jesus vort håb”. Se også Apostlenes Gerninger 24,14-15 hvor der blandt andet står, at Paulus havde det samme håb om opstandelse fra de døde som det Gamle Testamentes troende. Det er, fordi det kristne håb har sin grund i Guds trofasthed, profeternes vidnesbyrd og Guds løfters opfyldelse i historien – f. eks. i Kristi gerninger for os!


Derfor svæver vort håb ikke frit i luften, men bliver til af og næres af alt det Gud giver os i troen.


Troen er ikke en præstation, som Gud belønner med nåde og frelse. Troen er derimod tillid, ja forvisning om at det Gud har lovet har han også magt til at gøre (Romerbrevet 4,21). Troen er fortrøstning til Guds magt og kærlighed og tillid til Kristus. Derfor skildres troen ofte som det helt enkle: at komme til ham!


Jesu Kristi opstandelse fra de døde er den store glæde og det sikre midtpunkt for vor kristne tro og håb. Derfor skriver apostlen Peter således:


”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”. Men vi må ikke overse, at det levende håb sammenlignes med en arv, som er gemt for os i himlene ”… som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid”. (Læs Peters Første brev 1,1-9)


Når vor tro og vort håb på den måde knyttes sammen, så er døden overvundet og er ikke længere den store fortvivlelse for os, for selv døden tvinges til at være porten til livet for dem, der tror og håber på Jesus!


Tro, håb og kærlighed er en usynlig treklang af den største betydning.


Tro gør en forskel

Tro er en afgørende del af et menneskes liv. Ens kæreste kan fortælle én, at man er højt elsket, men hvis man ikke tror på det, betyder det ingenting. Man kan sagtens interessere sig for kristendom og vide meget om den, men det er tro, der gør, at den bliver af betydning for mig og mit liv. Tro er at stå i et forhold til Gud. Om man så skælder ud på Gud, beder til Gud eller tvivler på Gud. Troen er det medium, som forholdet mellem Gud og mennesker findes i. At være et kristent menneske er ikke først og fremmest at opføre sig på en bestemt måde, men at leve i tro på, at Kristus siger os sandheden om Gud og os selv.


Håb forandrer nutiden

Snusfornuften siger, at man ikke skal håbe, for så bliver man skuffet. Men håb er en vigtig drivkraft, som vi ikke kan undvære. Menneskers håb om en bedre fremtid kan sætte forandringer i gang, og håbet giver frimodighed og åbner nye perspektiver. Håbet er at turde bringe fremtiden ind i nutiden. Det kristne håb er håbet om, at Gud også er til stede i den fremtid, vi ikke kender, selv i den fremtid der har med døden at gøre. Håbet om en fremtid i Guds hænder giver styrke, mod og trøst til nutiden.


Størst er kærligheden

At være kristen er ikke alene at leve med tro og håb. Det er også at leve med kærlighed: Både med den kærlighed, som man selv har og kan dele ud af, sådan som budet om næstekærlighed fordrer det, men også at leve med den kærlighed, som man modtager fra Gud. Guds kærlighed er helt grundlæggende for et kristent menneskes liv. Af troen på at være elsket af Gud vokser frimodigheden og overskuddet til at elske sit medmenneske i stedet for at fokusere på sine egne fejl og mangler. Da Paulus som den første engang skrev om treklangen ’tro, håb og kærlighed’ sluttede han med ordene: men størst af dem er kærligheden. Og sådan er det. Guds kærlighed til os overgår alt andet.

Usynlighed med virkning

Kristendommen taler ofte om usynlige og uhåndgribelige ting - ting der ikke kan måles, vejes og bevises. Tro, håb og kærlighed er helt centrale dele af kristendommen. De er alle tre usynlige fænomener, som dog hverken er ukendte eller uvirksomme for mennesker. For også det, som er usynligt, kan have virkning og betydning.


Benedicte Hammer Præstholm


Håb

Kort sagt til børn

Håb er et ønske til fremtiden. Man kan håbe på mange ting, fx at en ven, der er syg, må blive rask.


Teologisk refleksion

I Bibelen betyder håb, at vi tillidsfuldt forventer, at Gud vil det bedste for os. Håbet er et håb til Gud og henter sin begrundelse i Jesu liv og opstandelse.

Håb er et menneskeligt grundvilkår og en vigtig drivkraft, som vi ikke kan undvære. Håb er at tro på livet – at tro på det, Gud har lovet, og at han vil holde det.

At håbe handler om, at turde bringe fremtiden ind i nutiden. Det kristne håb er håbet om, at Gud også er til stede i den fremtid, vi ikke kender, selv i den fremtid der har med døden at gøre. Håbet om en fremtid i Guds hænder giver styrke, mod og trøst til nutiden. Et liv med håb er dermed et meningsfuldt liv.

Håb kan være at håbe på noget konkret, som fx at en bekendt må blive rask. Men håb kan også være mere abstrakt, hvor vi fx håber på fred i verden. At vi kan håbe, gør noget ved os. Håbet er med til at give vores liv mening. På trods af krig, sorg og ulykke har vi håbet – håbet om bedre tider og nye muligheder. Det håb giver livet mening og kan sætte forandringer i gang, give frimodighed og åbne nye perspektiver.

Paulus knytter tro, håb og kærlighed sammen som de tre vigtigste ting i kristendommen: troen på Kristus, hans liv, død og opstandelse, håbet om det, han vil gøre i fremtiden og kærligheden, der er det, Gud handler ud af, og som kristne skal leve af.

Bibeltekster om håb

- Fremtidshåbet: Matt. 5,3-12

- Tro, håb og kærlighed: 1. Kor 13,13


Åndelig vejledning 1. ReFokus 16. marts 2014


Med en ide fra David Benners Bog: At vandre sammen – Om åndeligt venskab og åndelig vejledning. (Vis bogen)


Sidste gang (i nov. 2013) underviste jeg om betydningen af at have nogen at vandre sammen med ud fra kapitel 3 i Benners bog om Det åndelige venskabs idealer (56 – 75)


Jeg beskrev det åndelige venskabs idealer!


Jeg beskrev venskab, som en af de fire grundlæggende former for menneskelig kærlighed - de 3 andre er hengivenhed, eros og næstekærlighed.


Jeg beskrev forbilledlige venskaber: David og Jonatan, Ruth og Noomi, Jesu venskab med disciplene, og hvordan David Benner kalder vandringen med Jesus for ”den kristne spiritualitets forvandlingsrejse”


Jeg beskrev venskabets særlige kendetegn og oplevelse med kærlighed, ærlighed, nærhed, gensidighed og ledsagelse


(Har du glemt det kan det genlæses på ReFokus hjemmesiden)


---------------------------


Vi træder lidt videre og deler det over to gange her i foråret, nemlig emnet:


Hvad åndelig vejledning er (jvf. bogen side 89-92)


Vi deler det op på to afsnit


Åndelig vejledning 1  - marts måned

Åndelig vejledning er - en bønsproces.

Åndelig vejledning er - hjælp til at få et dybere personligt forhold til Gud.


Åndelig vejledning 2 - maj måned

Åndelig vejledning er - fokus på at øge bevidstheden om Gud midt i livet.

Åndelig vejledning er - rettet mod overgivelse til Guds kærlige vilje.



1. Vi tager først åndelig vejledning - som en bønsproces - en proces, en hjælp til at opdyrke et dybere personligt forhold til Gud sammen med en andet menneske, man samles med til bøn og samtale, og hvor fokus er at øge bevidstheden om Guds nærvær midt i livets oplevelser og at fremme overgivelsen til Guds vilje, fremme den disciplende proces i os, for når Jesus lover, ”at hvor to eller flere mennesker er samlet i hans navn, er han til stede midt iblandt dem” (Matt 18,20), så betyder det, at en samtale mellem to personer er og bliver er en samtale mellem tre – en samtale der på en måde bliver bøn.


Jeg kan dog ikke helt dy mig for at sige lidt om bøn, sådan for at processen kommer til at glide  for bøn er et levende, personligt forhold mellem Gud og mennesket – og man kan sige det mest intime forhold i menneskelivet.

Den spanske mystiker fra 1500tallet, Teresa af Avila, siger: "Bøn er venskab” - men

før et venskab kan udvikles, må parterne jo lære hinanden at kende.

Gud kender os, men mange kender ham ikke for godt, ikke særlig godt,

Den Gud, hvis nærvær vi søger og det nærvær, som vores åndelige venskab forhåbentlig fremmer i vores liv med andre brødre og søstre er det godt lidt på forhånd at vide noget om, så forventningerne er sat.


Studiet af gudsbillederne i Bibelen sender os ud i nogle vinkler vi måske er helt så vante med.

Hvordan forholder vi os til billeder, hvor Gud sammenlignes med en kærlig far, en varm moderfavn, en hvirvlende storm, et vældigt bjerg, stilhed, vingerne på en fugl, en borg at søge tilflugt i, et træ at hvile under, en kilde i ørkenen, en fårehyrde, en ypperstepræst, en dommer, en kunstner, hærfører, sagte susen, skaber, en ven og så videre, sider, som dukker op, når vi arbejder os ind i Bibelens hemmeligheder.


Eller de lidt mere uortodokse gudsbilleder, der undertiden kan være så malende, at vi har svært ved at sluge dem.

Bibelen kan ikke ligefrem kaldes fintfølende, når den f.eks. sammenligner Gud med en soldat med tømmermænd: "Da vågnede Herren som en, der har sovet, som krigeren, der er overvældet af vin. Han slog sine fjender tilbage..." (Salme 78,65f) .


Eller med en kvinde i barselssengen: "Jeg har tiet i lange tider, jeg har været tavs og holdt mig tilbage; nu skriger jeg som en fødende, jeg stønner og snapper efter vejret." (Esajas 42,14)


Eller som et billede af Gud, som Dianne Kamp en dag sendte mig gennem et skriftsted, sikkert med henvisning til min ledelse af Kampsporet:  Herren drager ud som en helt, som en kriger vækker han sin lidenskab; han skriger, han udstøder kampråb, over for fjenderne bryster han sig af sin styrke. (Esaj 42,13)


Når vi vandrer med andre, taler vi om tingene, vi spørger hinanden om noget og måske kan jeg selv svare, måske kan jeg få et svar fra den anden - de andre.

Og gennem denne vandring med andre, da vil der ske en forvandling, for bøn er den hovedvej Gud bruger til at forvandle os, og hvis vi ikke er villige til at blive forandret, så skal vi ikke bede sammen og overgive os til et åndeligt venskab og søge hinandens vejledning, for en ting er sikkert, som amen i kirken, at når vi i bøn kommer ind i Guds nærhed, ja, så ser vi behovet for at blive forvandlet, og ja, vi møder sågar kravet om forvandling. ”Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.” (Rom 12,2)


Alle som har vandret med Gud, har set bønnen som det mest centrale, det væsentligste i deres liv, og det giver os uanede muligheder, men også et stort ansvar, for vi samarbejder bl. a. med Gud på fremtiden.

Visse ting vil ske, og sker i historien, på baggrund af vores bøn.

Vi skal og kan ændre verden gennem bøn, og vi kan begynde med den ændring, som venskabet og den åndelige vejledning peger på og viser os.


2. Åndelig vejledning er hjælp til at få et dybere personligt forhold til Gud.

Målet med åndeligt venskab og åndelig medvandring og åndelig vejledning er at komme dybere ind i forholdet til Gud.

Åndelige vejledning har til formål, at sætte udviklingen af et sådant forhold til den levende treenige Gud igang.

Det centrale er ikke forholdet mellem vejlederen og den vejledte, men mellem den vejledte og Gud.

Det er forskelligt fra sjælesorg, hvor forholdet mellem sjælesørgeren og den, der rådgives, er meget vigtigt.

Åndelige vejledere må undgå at overvurdere deres forhold til dem, de forsøger at hjælpe.

Det forhold, der er vigtigst, er forholdet mellem den, der søger åndelig vejledning, og Herren.

Det er vigtigt at venskabet og den åndelige vejledning sigter på at det inderlige forhold til Gud vokser og øges i inderlighed.


 

3. Små praktiske vinkler:

To og to!

Tre og tre!

Fire og fire!

Hyppighed


 

Gruppesnak.


Tal med hinanden om jeres erfaringer med bøn!

(Lovprisningsbøn, bedebøn, forbøn)



Tal med hinanden om jeres gudsbilleder!



Har du erfaringer, som åndelig vejleder?

Del det så med de andre i gruppen


Forestiller du dig, at en åndelig medvandrer ville ”flytte noget” med hensyn til din bøn og dit gudsbillede? – og ville du indgå i sådan et medvandrerskab?




Åndelig vejledning 2  - ReFokus 18. maj 2014


Åndelig vejledning er fokuseret på at øge bevidstheden om Gud midt i livet.

Åndelig vejledning modtages gennem kontemplation

Åndelig vejledning er rettet mod overgivelse til Guds kærlige vilje.


1. Åndelig vejledning er fokuseret på at øge bevidstheden om Gud - midt i livet.

Eller sagt på en anden måde: At gå fra selvoptagethed til gudsoptagethed.


Det vigtigste fokus for den åndelige vejledning er erfaring, ikke teologi.

Selvom man prioriterer åndelig erfaring (det vil sige bevidsthed om Gud), så er det, man først fokuserer på, erfaring i al almindelighed.

Grunden til det er, at menneskets søgen efter Gud midt i hverdagslivet er begyndelsen på et liv i opmærksomhed på hans nærvær.

Opmærksomhed på Guds nærvær er kernen i bøn og den gyldne vej til et dybere forhold til ham.

At lytte til Gud er kernen i åndelig vejledning.

Åndelige vejledere forsøger at hjælpe os med at lytte til den Gud, som hele tiden rækker hånden ud mod os, for den kristne Gud er åbenbaringens Gud, og han har åbenbaret sig selv i Kristus, han åbenbarer sig selv i Bibelen, og han åbenbarer sig selv i den verden, han har skabt.


Men den transcendente Gud, som bliver immanent, møder os også i vores indre verden, og han taler til os på de stille, fredfyldte steder i vores sjæl, og at høre hans stemme kræver imidlertid både dømmekraft og at man bevæger sig fra selvoptagethed til gudsoptagethed.


Selvoptagethed er den store fjende af lydhørhed for Gud.

Det er derfor, at alt, hvad der bryder med selvoptagetheden, kan fremme opmærksomheden over for Gud: musik, en vandretur i skoven eller meditation over store kunstværker kan alle spille en vigtig rolle heri.


Det er ikke, fordi Gud på nogen speciel måde er i sådanne oplevelser.

Det er snarere, fordi sådanne oplevelser hjælper os til at komme væk fra selvoptagetheden, og det er altid det første skridt mod gudsoptagethed.


Gud rækker konstant hånden ud mod os, forsøger at få vores opmærksomhed, ønsker, at vi skal lære ham at kende.

Vi går gennem denne verden med skyklapper på, uden at lægge mærke til ham.

Vi er så optaget af os selv - vores planer, vores bekymringer, vores aktiviteter - at vi ikke ser ham.


Alt, hvad der hjælper os til at udvikle modtagelighed og åbenhed for det guddommelige, gør os parat til at møde den Gud, som konstant åbenbarer sig.


Åndelig vejledning forsøger at skabe en atmosfære for opmærksomhed på og refleksion over vore erfaringer - specielt at rette opmærksomheden mod at forsøge at mærke Guds Ånds nærvær og ledelse i vores liv.


2. Åndelig vejledning modtages gennem bl. a. kontemplationen

I HENRI J. M. NOUWEN´s bog: PÅ VEGNE AF JESUS beskriver han begrebet kontemplativ bøn.


Kontemplation betyder tilbedende beskuelse af Gud. Ingen kommer til at se Gud ansigt til ansigt førend i det evige liv på den anden side af døden, men alligevel sker det, at Gud i dette liv lader mennesker opleve ham så nærværende, at de fornemmer det, som så de ham med deres hjertes åndelige øjne.


I Bibelen fortælles om mennesker, som uforberedt har oplevet en uventet tæt kontakt med Gud, der har gjort dem stumme både udvendig og indvendig og hensat dem i en tavs tilbedelse af Gud. Lignende oplevelser af nær kontakt med Gud har nogle kristne til alle tider fået. (Peter, Jakob og Johannes på forklarelsens bjerg)


Når vi regelmæssigt beder, så vil vi efter nogen tid måske opleve, at Gud drager os ind i en tættere kontakt med ham gennem kontemplationen - den tilbedende beskuelse.


Vi kan søge det og forberede os på det, men vi kan ikke fremskynde det gennem feks. intensiv bøn og inderlig bøn.

Kontemplativ bøn skænkes os af Gud, når Han finder tiden inde til det.


Hvor vi i bøn ofte kæmper for at fastholde opmærksomheden på Gud, så oplever vi i kontemplativ bøn, at vi næsten ikke kan få opmærksomheden væk fra Gud.

De ydre omgivelser og lyde bliver fjerne, vi føler os på en uforklarlig måde rykket ind i Guds nærhed, og mange erfarer, at alle hjælpemidler, teknikker til at blive nærværende,  feks. Bibelens ord eller Jesusbønnen, glider i baggrunden.

Vi oplever os overvældede af Guds nærvær og fyldes af en dyb indre stilhed og fred og glæde og ønsker bare at forblive i Guds nærhed i tilbedelse af ham.


En kontemplativ erfaring af Guds nærvær er en Guds gave.

Nogle dage oplever vi måske hele vores bøn og meditation som en lang kamp for at fastholde opmærksomheden på Gud, andre dage drager Han os efter en kort tid uimodståeligt ind i et dybt kærlighedsfyldt nærvær hos ham, hvor vi ikke kan andet end tilbede ham ud fra vort hjertes dyb.


For at leve et liv, der ikke domineres af ønsket om at være relevant, men i stedet er trygt forankret i visheden om Guds første kærlighed, må vi være mystikere, hævder Nouwen, og for ham er en mystiker er en person, hvis identitet har dybe rødder i Guds første kærlighed.


Hvis der er et fokus, fremtidens kristne og ikke mindst lederne får brug for, er det disciplinen at hvile i Hans nærhed, som konstant spørger os: "Elsker du mig? Elsker du mig? Elsker du mig?" , og det er den disciplin, der kaldes kontemplativ bøn.


Ved hjælp af kontemplativ bøn kan vi beskytte os selv mod at blive kastet fra det ene vigtige emne til det andet og dermed blive fremmedgjort over for vort eget og Guds hjerte.


Kontemplativ bøn bevarer os "hjemme", rodfæstede og trygge, selv når vi er på vejen og bevæger os fra sted til sted, og når vi føler, at lyden af vold og krig omgiver os på alle sider.


Kontemplativ bøn bestyrker os i visheden om, at vi allerede er frie, at vi allerede har et tilflugtssted, at vi allerede tilhører Gud, selvom alt og alle omkring os synes at insistere på det modsatte.


Det er ikke nok for fremtidens præster og ledere at være moralske mennesker, veluddannede, ivrige efter at hjælpe deres medmennesker og i stand til at reagere kreativt på tidens "varme" emner.

Det er alt sammen værdifuldt og vigtigt, men det er ikke hjertet i kristent lederskab, fællesskab og (åndelig) ledelse.

Det centrale spørgsmål er, om fremtidens ledere i sandhed er Gudsmænd og  kvinder, mennesker med en brændende længsel efter at hvile i Guds nærhed, at lytte til Guds stemme, at se Guds skønhed, at røre Guds inkarnerede Ord og smage Guds uendelige godhed.

Den oprindelige betydning af ordet" teologi" var "enhed med Gud i bøn".

I dag er teologi blevet en akademisk disciplin blandt mange andre, og teologer finder det ofte svært at bede.


Men for fremtidens kristne lederskab er det af vital betydning at genvinde teologiens mystiske aspekt, så hvert ord, der tales, og hvert råd, der gives, og hver strategi, der udvikles, kan komme fra et hjerte med et intimt kendskab til Gud.


Det er mit indtryk, at mange interne diskussioner i kirken, f.eks. om pavedømmet, kvindelige præster, cølibat, homoseksualitet, prævention, abort og aktiv dødshjælp primært finder sted på et moralsk niveau.

På det niveau kæmper de stridende parter om, hvad der er rigtigt eller forkert.

Ord som højrefløj, reaktionær, konservativ, liberal og venstrefløj bruges til at beskrive folks meninger, og mange diskussioner ligner mere politiske magtkampe end en åndelig søgen efter sandheden.

Men kampen udkæmpes ofte fjernt fra erfaringen af Guds første kærlighed, som er forudsætningen for alle menneskelige relationer.


Kristne ledere og åndelig vejledning kan ikke nøjes med kun at have en velinformeret holdning til vor tids aktuelle spørgsmål, nej åndelig ledelse og åndelig vejledning kræver, at man er rodfæstet i et stabilt og nært forhold til det inkarnerede Ord, Jesus, og det er der, de må finde kilden til deres ord, råd og vejledning.


Gennem den kontemplative bøn må kristne ledere igen og igen lære at lytte til kærlighedens stemme og der finde visdom og mod til at forholde til sig til de problemstillinger, de stilles overfor.

Hvis man forholder sig til kritiske problemstillinger uden at være rodfæstet i et dybt personligt forhold til Gud, fører det lynhurtigt til splittelser, for før vi ved af det, har vi investeret os selv i vores holdning til det pågældende emne.

Men hvis man er sikkert rodfæstet i et nært, personligt forhold til livets kilde, kan man være fleksibel uden at være relativistisk, overbevist uden at være skråsikker, konfronterende uden at være angribende, mild og tilgivende uden at være blød og eftergivende og et sandt vidne uden at være manipulerende.


Hvis fremtidens kristne lederskab i sandhed skal blive frugtbart, er en bevægelse fra det moralske til det mystiske påkrævet.


3. Åndelig vejledning er rettet mod overgivelse til Guds kærlige vilje.


Endelig er målet for at lytte til Guds Ands nærvær og ledelse i vores liv, at vi overgiver os til hans kærlighed og hans vilje for os.


Det er ikke tilstrækkeligt bare at kunne opfatte Guds kald og nærvær.


Gud ønsker, at vi skal overgive os til hans kærlighed.


Uden at gøre det, kan vi ikke kende ham fuldt og helt. Og det er kun gennem dette kendskab til Gud, at ægte forvandling er mulig.


Men at overgive sig til Guds kærlighed er at overgive sig til hans vilje.


Uden en overgivelse til hans kærlighed vil lydighed bare være en pligthandling, aldrig et udtryk for tro og tilbedelse.


Gud ønsker mere end lydighed. Han ønsker også vores kærlighed.


Åndelig vejledning forsøger at fremme en overgivelse til Guds kærlighed, der kommer til udtryk ved, at vi vælger hans vilje frem for vores egen.

 

Gruppespørgsmål:


1. Åndelig vejledning er fokuseret på at øge bevidstheden om Gud midt i livet, eller sagt på en anden måde: At gå fra selvoptagethed til gudsoptagethed.


Hvordan oplever du kampen i dit liv mellem det at leve i selvoptagethed  og det at leve i gudsoptagethed?


2. Åndelig vejledning modtages gennem bl. a. kontemplationen (at beskue og betragte Gud)


Hvordan oplever du at du bliver vejledt og ledt gennem det at beskue og betragte Guds væsen, hans ord og hans kærlighed?


. Åndelig vejledning er rettet mod overgivelse til Guds kærlige vilje.


Hvordan oplever du at lytte til Guds Ånds nærvær og ledelse i dit liv, så du frimodigt kan overgive dig til hans kærlighed og hans vilje?




Undervisning om Åndelig vejledning 1-3

Copyright © All Rights Reserved